Den eneste opskrift på stegt flæsk med persillesovs

Den eneste opskrift på stegt flæsk med persillesovs
IMG_6515.jpg

Når jeg siger "Den eneste opskrift på stegt flæsk med persillesovs", så er det ikke fordi min opskrift her er så meget anderledes end mange andres. Men der er bare kun 1 måde at lave en god stegt flæsk med persillesovs, og det er den her. Ikke noget med ovn eller sovsejævner eller noget! Og hele herligheden tager en halv time fra start til slut: Opbagt sovs, pandestegning, tykke skiver af flæsk og helt vildt meget persille! Jeg lavede mad med min kendisven Signe, og slagteren insisterede på, at 500 gr. flæsk var nok. HELDIGVIS nedlagde jeg veto og fik 750 gr. Vi spiste op, og trillede over i sofaen bagefter. Og ja, du kan godt få flæsk til stegt flæsk hos Netto frem for hos slagteren, men forskellen er, at slagteren skærer skiverne meget tykkere, og også bevarer et stykke ribben på. Og dermed bliver flæsket meget mere saftigt! Det er virkelig anbefalelsesværdigt, og ikke meget dyrere end supermarkedernes.

Det skal du bruge - til 2 meget sultne mennesker. [checklist]

  • 750 gr. flæsk
  • 1 liter mælk
  • 100 gr smør
  • 50 gr. hvedemel
  • Kartofler
  • Et stort bundt eller en bakke kruspersille

[/checklist]

Sådan laver man stegt flæsk med persillesovs:

  1. Skræl kartoflerne, smid dem i en gryde med vand så det lige præcis dækker. Giv det en håndfuld salt og et låg, og sæt det på et blus. Når vandet koger, skruer du helt ned for blusset, og derfra skal de have 15-20 minutter, afhængig af kartoflen.
  2. Så snart kartoflerne er sat over, smelter du halvdelen af smørret på en pande ved medium-høj varme. Når smørret er bruset op, lægger du din flæsk på i 1 lag. Du får nok brug for at stege i 2 omgange. Det skal være så varmt, at det syder og småbobler om flæsket, men ikke så varmt at det oser og sprutter. Vend flæsket med 2-3 minutters mellemrum, og bliv ved med at vende dem, indtil de har fået den ønskede brune farve. Jeg synes det skal være sprødt og brunt og saftigt - og ikke totalt kremeret ihjel!
  3. Imens starter du sovsen: Smelt resten af smørret i en gryde ved medium varme. Når det er smeltet tilsætter du melet, og rører det sammen til en ensartet masse. Se billedet. Nu tilsætter du mælken lidt ad gangen, og rører smør/mel/mælk helt sammen mellem hver skvulp. Den skal helt op at koge i et par minutter, men pas på, for det brænder let på. Tilsæt mælk indtil du har opnået den ønskede konsistens - Og den skal være tyk! Smag sovsen til med salt og peber, og hak persillen.
  4. Hvis du følger opskriften og arbejder effektivt er flæsk, sovs og kartoflerne er færdige ca. samtidig. Hæld vandet fra kartoflerne, og som det sidste pisker du en MASSE hakket persille ud i sovsen. Bemærk at persille gør sovsen lidt tyndere, så tag evt. højde for det.
  5. Server det hele på dit flotteste arvestykke, og lad folk selv anrette. Giv evt. stærk sennep, rødbeder og godt rugbrød til.

Alle bliver lykkelige af at spise stegt flæsk med persillesovs. Især når det er lavet ordentligt. Og hvor skal sovsen ligge? Det bestemmer man selv!!