Frikadeller med kartoffelsalat
IMG_4981.jpg

Åh Gud, jeg elsker bare frikadeller med kartoffelsalat! Ikke den fede, klæge mayo-agtige kartoffelsalat man kan få fra en bøtte i supermarkedet! Men den hjemmelavede, magre og lette slags med et stærkt pift fra rå løg eller radiser eller karry. Det komplimenterer frikadeller ligeså perfekt som en kogt kartoffel med smørsovs gør det - Men er unægteligt lidt mere forårsagtigt. Og så en frikadelle. Den perfekte, simple, saftige frikadelle med sprød stegeskorpe. Shit, det er godt. Og hvis du koger kartoflerne dagen før, tager det under en halv time at lave. Du skal drikke en god øl til! Det er fantastisk.

Lige en ting om hakket svinekød: Du skal bruge lidt ekstra penge og købe økologisk svinekød. Hvorfor? Fordi det billige svinekød er hele grunden til at mange mennesker synes at svinekød er kedeligt og tørt. Billigt svinekød består primært af hakket brusk, knogleafskrab og død. Den lidt dyrere bakke er saftigt og SUPER velsmagende. Det er et helt andet produkt ligesom. Og ikke mindst er det et let sted at sætte ind: Øko gris er let at finde, og kun meget lidt dyrere. Jeg har brugt kød fra Per's Griseri (#NoSpons) til 47,- kr halvkiloet.

Det skal du bruge (til 4) [checklist]

  • 5-600 gr. hakket økogris
  • 1 æg
  • 1 kg. nye, små kartofler
  • 3-4 løg
  • Et bundt radiser
  • Et bundt grønne asparges
  • Et bundt purløg
  • 1 fed hvidløg
  • Kørvel
  • Gul karry
  • Æblecidereddike eller anden frisksmagende eddike
  • Citronsaft
  • Dijonsennep
  • 1/4 liter A-38 eller lignende
  • Lidt god mayo - F.eks Hellmanns (som iøvrigt bruger æg fra fritgående høns!)

[/checklist]

Bemærk at kartoffelsalaten kan varieres tusind gange! Denne her indeholder en del ting.. du kan sagtens skære mere ind til benet: Kartofler, løg, ymer, karry, salt, peber.

Sådan laver du frikadeller med kartoffelsalat:

  1. Kog kartoflerne dagen før hvis du kan. Hvis ikke du har nået det, så gør vi sådan her: Rens/skrub kartoflerne, put dem i koldt vand der lige præcis dækker sammen med en håndfuld salt og evt en håndfuld kørvel hvis du kan finde det. Det gi'r den vildeste sommersmag! Fuld varme under, og låg på. Når vandet koger skruer du ned og gi'r dem 10 minutter for nye og 20 minutter for "gamle" kartofler. Når de er kogt hælder du vandet fra og hælder iskoldt vand på. Skift det kolde vand efter et par minutter med nyt koldt vand. Gentag et par gange. Så er de kolde på et kvarters tid.
  2. Imens rører du frikadelle-farsen: Snit et stort løg ret fint, og rør det ud i farsen sammen med salt, peber, 1 æg og lidt mel. Nogen hælder også et skvæt mælk i farsen. Det er noget fis. Den skal røres "sej". Sæt farsen på køl.
  3. Halvér eller kvart kartoflerne. De skal være mundrette i størrelsen. Rør en dressing af 2-3-4 spsk mayo, 1 spsk karry, 1/2 spsk dijonsennep, 1-2 finthakket løg, 1 finthakket fed hvidløg, 1 håndfuld finthakket kørvel (igen; hvis du kan finde det), asparges og radiser i snitter, og en 1/4 liter a38. Smag den til med salt, peber, eddike og citronsaft. Når smagen sidder lige i skabet, rører du dressingen forsigtigt ud i kartoflerne, så de ikke går i stykker. Stil den på køl.
  4. Steg frikadellerne i smør/olieblanding på en lidt over middelvarm pande. De skal have 3 minutter på hver side, så de får stegeskorpe, men stadig er saftige. Pas på de ikke bliver for store eller især for tykke. Det tager ret præcist 3 minutter at lægge dem ud på panden, så når du har lagt den sidste, kan du vende den først. Smart.

Anret kartoffelsalaten i din flotteste skål, klip purløg ud over den og server øl til maden. Jo tak! Frikadeller med kartoffelsalat. Og imorgen skal du ha' en frikadellemad.

P.S. Du kender godt asparagestricket ik'? Asparges skal "knækkes", for det nederste af dem er ikke så rart at spise. Men de knækker selv helt naturligt der hvor de holder op med at være gode. Se billederne.