Ægte engelsk christmas pudding
christmaspudding.jpeg

Christmas pudding - Hvis det skal være helt rigtigt - skulle du egentlig have lavet for flere måneder siden. Og så skulle den stå og søbe sprut, helt til juleaften. Men vi kan godt nå det! Christmas pudding er ikke en let kage. Forstået på den måde, at den kan ikke rigtig gå galt, men man skal bruge helt vildt mange ingredienser, og den tager mega lang tid at lave. Men hold nu op den smager godt!! Og når du juleaften, efter gaverne er pakket op, hiver den her på bordet, og sætter ild til den, så lover jeg at det har været det hele værd! Åh GUD hvor smager den godt!! SMAGSEKSPLOSION!

Det skal du bruge: [checklist]

  • 220 gr sukker
  • 220 gr oksetælle (bestilles hos slagteren, eller købes online her - eller erstattes med smør i en snæver vending.)
  • 350 gr sultana rosiner
  • 350 gr almindelige rosiner
  • 200 gr. korender (en slags rosin)
  • 150 gr. kandiseret skal af citrusfrugt
  • 120 gr. mel
  • 120 gr. brødkrumme
  • 60 gr. hakkede mandler
  • Skal af 1 citron
  • 5 hele æg
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. "mixed spice" / 5-spice
  • 1 tsk stødt muskatnød
  • 1 tsk salt
  • 3 dl mørk rom eller brandy

[/checklist]

Sådan laver du den helt ægte, engelske christmas pudding:

  1. Bland alle de tørre ingredienser grundigt. Rør derefter æg og halvdelen af din brandy/rom i. Rør det hele grundigt sammen.
  2. Hæld det hele op i en stor og meget velsmurt margretheskål (eller lign.). Hvis du har et låg til skålen, så put låget på. Hvis du ikke har et låg, så laver du et af madpapir som du binder grundigt fast rundt i kanten med kødsnor eller anden bomuldssnor.
  3. Nu skal den dampes i en gryde i 5-6 timer. Der skal være vand i gryden, så det når halvvejs op ad skålen, og så skal der være låg på gryden. Lad den stå på laveste blus og småboble. Tilføj ekstra vand undervejs, så den ikke koger tør.
  4. Efter 5-6 timer tager du den op af vandet, og lader den køle ned. Nu skal den stå køligt - stadigvæk i skålen - lige indtil juleaften! Hver dag hælder du et par spsk rom/brandy på den, som den så langsomt sutter til sig.
  5. Juleaften skal den igen i vandbad i en 2-3 timer, hvorefter du tager den op, og lader den køle ned i en time eller 2. Vend den herefter ud på en tallerken, og server den. Når du serverer den, flamberer du den ved bordet: Varm 1 dl mørk rom eller brandy op i en gryde. Når det næsten koger, hælder du det ud over kagen, og sætter ild til! Woosh!

Sådan! Et stk. mega bøvlet christmas pudding! Men nøj det giver mening når man spiser den.

Se flere opskrifter på julemad og julebag (efterhånden som de offentliggøres) i menupunktet JUL eller lige her.