12 tricks der gør din spaghetti bolognese endnu bedre

IMG_8680.jpg

Alle elsker spaghetti bolognese eller spaghetti med kødsovs! I dette indlæg vil jeg give dig 12 tips og trick til hvordan din egen opskrift på spaghetti med kødsovs kan blive ENDNU bedre.

12 tricks der gør din spaghetti bolognese endnu bedre!

#12: Bacon eller pancetta

Spaghetti bolognese laves jo som bekendt på hakket oksekød. Men hvis du starter med at riste lidt bacon (eller allerhelst pancetta) af på panden, og derefter rister oksekød og grøntsager af i baconen og dens fedt, så får du en super lækker og mere intens smag i din kødsovs.

#11: God tid

Herhjemme laver vi tit spaghetti bolognese på en travl hverdag, men for italienerne er det en langsom simreret. Prøv at lave den en søndag i stedet og lad saucen simre i 2-3 timer eller mere. Smagen bliver langt mere homogen og konsistensen mere cremet. Husk at holde øje med at den ikke koger tør. Tilsæt lidt mere væske løbende undervejs.

#10: Færre tomater

Den danske udgave indeholder ofte langt mere tomat end den italienske. Til 500 gr oksekød bør du faktisk nøjes med en halv dåse purerede tomater eller passata, så kødet kommer mere i højsædet. Bruger du flåede eller hakkede tomater kan du også med fordel lige køre dem en tur i blenderen før du tilsætter dem, så du ikke har hele stykker af tomat eller tomatskind i din sauce.

#9: Ingen basilikum

I Danmark bruger vi meget ofte basilikum i spaghetti bolognese, men det er faktisk lidt en uskik, for den meget parfumerede krydderurt overskygger let for den lækre og fede smag af oksekød og tomat. Prøv at spring den over næste gang, og lav i stedet for en Sofrito:

#8: Sofrito: Gulerod, bladselleri og løg

Hak en stor gulerod, 2 stængler bladselleri og et stort løg fint og tilsæt det til kødet i den sidste del af bruningen. Italienerne kalder denne blanding for Sofrito og rigtig mange pastaretter starter med præcis den blanding. Al sødmen fra grøntsagerne komplimenterer det ristede kød helt vildt godt.

#7: Sødmælk eller piskefløde

Yes, den er god nok. Et kvarters tid inden du skal servere kan du lige give saucen 1-2 dl sødmælk eller sågar piskefløde. Det gør saucen suuuuper cremet og lækker. Du skal dog ikke tilsætte mælk eller fløde hvis du har tænkt dig at spise om 2 minutter. Den skal lige koge lidt ind.

#6: Ingen spaghetti

Spaghetti er den type af pasta som vi herhjemme oftest bruger til spaghetti bolognese. Men det er faktisk smartere at bruge den lidt bredere model der hedder tagliatelle. Det er også det italienerne bruger. Hvorfor? Fordi saucen så har mere pasta at klæbe sig fast til! Og nu vi snakker om pasta, så kog den hellere 1 minut for lidt end for meget. Den skal have bid, og den varme sauce og eftervarmen tilbereder også pastaen en lille smule.

#5: Italiensk anretning

Når vi skal anrette spaghetti med kødsovs herhjemme laver vi tit en rede af spaghetti og så øser vi en skefuld eller 3 af kødsaucen oven på. Italienerne blander kødsauce og pasta i gryden, så når man øser over på tallerknen er de 2 ting allerede blandet. Det løfter rettens udseende gevaldigt og du får også bedre fordelt saucen ud på hele pastaen.

#4 Pastavand

Det vand du har kogt pastaen i er det perfekte middel til at gøre saucen ekstra cremet og lækker. Når du øser pastaen over i gryden med sauce, så tag også en dl eller 2 af pastavandet med. Lad det koge lidt ind på middel varme, imens du rører i det. Så bliver saucen skøn, saftig og cremet.

#3: Frisk revet parmesan

Du skal undgå den revne parmesan på pose. Det smager altså ikke særlig godt. Det er langt bedre at købe et helt stykke parmesan og så rive det helt frisk ud over din spaghetti bolognse. Du kan sagtens erstatte den dyre parmesan med den noget billigere grana padano. De minder meget om hinanden i smag.

#2: Vin i saucen

Når du har brunet kødet af, så tilsæt et voksent glas hvidvin og lad det koge ind. Det giver et friskt skud syre til retten, som tæmmer den lidt fede smag på en helt fantastisk måde.

#1: Knitrende kød

Måske det vigtigste tip af dem alle, handler om hvordan du bruner det hakkede oksekød. Jo mere grundig du er i bruningen, jo bedre bliver din spaghetti med kødsovs! Så: Fordel dit hakkede oksekød (og evt pancetta) i bunden af gryden, sammen med et stort bløp olivenolie, og lad det brune ved middelhøj varme. Rør i det med et par minutters mellemrum, og få "hakket" alle klumper så fine som du kan. Kødet smider en masse saft og fedt, og det skal koge helt væk, så kødet til sidst decideret rister i fedtstof. Til sidst i bruningen vil kødet stege og knitre kraftigt på panden, og først nu er det brunet ordentligt af, og du kan fortsætte med at tilsætte dine grøntsager og tomater osv. Det tager længere tid end man tror! Du kan godt regne med at bruge 15-20 minutter på det - tilgengæld er det det perfekte tidspunkt at stå og nyde et godt glas rødvin.

Sådan laver du din spaghetti bolognese endnu bedre. Og følger du ALLE de tricks her, så har du stort set lavet en helt ægte Ragú Alla Bolognese.