#Sovseskolen pt. 1: Sådan laver man rødvinssauce til en steg

IMG_4260.jpg

Det der med brun sovs og rødvinssauce. Det får folk til at svede på ryggen på samme måde som sprød svær på en flæskesteg kan give hedeture. Og det er totalt unødvendigt, for det er ikke spor svært! Her vil jeg lære dig at lave den letteste men vigtigste sovs af dem alle. Rødvinssauce eller 'brun sovs' som man spiser til en steg. Altså af den kraftige, lækre, smagsfyldte slags lavet på rødvin.

Det skal du bruge:

[checklist]

  • 1 fedtskiller - Den kan du købe eller bestille hjem i velassorteret køkkenudstyrsforretninger
  • Suppeurter - F.eks. løg, gulerødder, selleri, persillerod, hvidløg, timian, laurbærblade, rosmarin, osv
  • 1 steg - En hvilken som helst steg, af hvilket som helst dyr
  • Væske - Rødvin er meget oplagt, men det kan også være hvidvin, en desertvin, portvin, æblejuice eller vand
  • Kartoffelmel eller maizena til at jævne med

[/checklist]

Sådan gør du:

  1. Næste gang du skal have en steg, så bruner du den af på en pande først i en blanding af olie og smør. Det gør du måske allerede, men hvis ikke, så skal du gøre det fremover. Den skal have godt med stegeoverflade, så sørg for at panden er drønvarm! Hvis der er tale om flæskesteg skal du ikke brune sværsiden.
  2. Når stegen er brunet, fjerner du den fra panden/gryden, og smider de urter på som du har købt. De skal bare være i store stykker og løgene f.eks kan sagtens være med skræl. De skal ikke på bordet, de skal kun give smag. Og de skal også have et seriøst drøn varme. De må faktisk godt begynde at blive småsorte i de yderste kanter og hjørner, og der vil sikkert også være noget der brænder fast i bunden af gryden. Det er ok!
  3. Når urterne er godt brunet af, tager du et glas rødvin (eller den anden væske du har valgt) og smider ned i gryden. Rør rundt imens det koger op. Det hedder en deglasering og det får alle de brændte stumper og snask til at løsne sig fra bunden af gryden.
  4. Tag hele grydens indhold og hæld op i den bradepanden du skal lave stegen i. Fordel urterne så stegen kan blancere på dem, uden at røre bunden af bradepanden. Hæld mere vin i. Gerne en cm eller 2.
  5. Steg stegen efter foreskifterne. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på i dette indlæg.
  6. Når stegen kommer ud, hælder du al væsken op i din fedtskiller. Læs om hvordan du bruger en fedtskiller her!
  7. Varm den resterende væske (som nu er blevet til det der hedder en fond) op i en kasserolle. Forhåbentlig er der ret meget, så kog den ind til halv mængde ish, og smag den til når du HAR kogt den ind. Den mangler måske salt, så giv den enten salt, soya eller fishsauce. Har du lavet en gastrik? Så giv den også et skud af det. Du kan også give den et skud piskefløde hvis det er fredag.
  8. Nu kan du vælge at jævne den hvis du foretrækker en tyk sovs: Ryst 2 spsk maizena eller kartoffelmel med 2 dl vand. Hæld væsken langsomt i den kogende sovs under omrøring. Du skal IKKE bruge det hele!!! Tilsæt lidt efter lidt, ind til du har den konsistens du ønsker.
  9. Si evt sovsen op i en sovsekande, eller server den i gryden hvis du har en pæn en.

Thats it!! Lyder det svært, så læs det lige igen. Det kan koges ned til: Hæld vin og urter under din steg. Når stegen er færdig, har den lavet vinen til rødvinssauce. God brun sovs.