Menu

Brun sovs til kylling – Sådan laver du den selv!

  • Brun sovs til kylling
  • Details
  • Leave a Comment

Brun sovs. Det er faktisk ret sjældent at jeg laver brun sovs! Til bøffer rører jeg som regel en bearnaise, og til frikadeller og andre pandestegte sager af hakket kød, synes jeg bedre om smørsovs. Men jeg laver altid brun sovs når jeg laver en kylling i ovn – Det smager bare så forbistret godt!

Her er opskriften. Og den er ikke ligefrem sund, men SÅ fed er den faktisk heller ikke.

Det skal du bruge (altså ud over den kylling som du skal til at tilberede)

  • Suppeurter. (F.eks. nogen af dem her: løg, hvidløg, persillerod, gulerod, blegselleri, knoldselleri, pastinak)
  • Rødvin eller mørkt øl
  • Laurbærblade
  • Hel sort peber
  • Soya
  • Balsamicoeddike
  • Maizena eller hvedemel
  • 1/4 piskefløde

Sådan laver du brun sovs til kylling:

  1. Skyld og snit suppeurterne meget groft. Ikke bruge tid på at skrælle dem. De skal bare lige flækkes på langs. Fyld bunden af den bradepande som din kylling skal bo i med suppeurterne, et par laurbærblade og 20-30 sorte peberkorn.
  2. Placer kyllingen oven på hele herligheden, og hæld rødvin eller mørkt øl på så urterne er dækket, men kyllingen går nogenlunde fri. Der skal gerne være minimum en halv liter væske.
  3. Tilbered nu kyllingen som du normalt ville gøre, og når kyllingen er færdig laver du så sovsen. Så får kyllingen også lige hvilet lidt imens, og det holder den mere saftig.
  4. Hæld al væsken fra bradepanden igennem en si, og over i en kasserolle. Kassér alle suppeurter osv. Bring væsken op og koge og hold den på kogepunktet under resten af tilberedningen. Bare småboble. Ikke bulderkoge.
  5. Giv den først 1 spsk sukker, 1 spsk balsamico og 1/8 liter piskefløde og pisk det sammen. Nu begynder du at salte den med soya. Den skal have ret meget, men pas på den ikke kammer over og bliver for salt. Regn med et par spiseskefuld. Smag på den ofte undervejs. Du kan også give den alm. salt eller sågar fishsauce.
  6. Når smagen sidder lige hvor den skal, rører du 2 spsk maizena (eller hvedemel) ud i resten af piskefløden. Der må ingen klumper være! Når du har en jævn melblanding, hælder du langsomt piskefløde og mel over i den kogende sovs. Du skal ikke bruge det hele! Den bliver mere og mere tyk, så du stopper bare når du synes den er dér hvor en sovs skal være.
  7. Kig lige over på kyllingen. Den har smidt noget saft og noget fedt, ikke? Hæld det i sovsen. Få en af dine gæster til at partere kyllingen, og hæld også det juice den smider under parteringen op i sovsen.
  8. Lav den sidste justering: Måske lidt mere salt, måske lidt peber? Måske liiidt mere jævning… Og SÅ! Så er der sgu sovs. Den er lysebrun. Hvis du vil have den meget brun, må du ty til kulør. Jeg synes den er flot som den er.

 

Det der er ikke svært. Det er det virkelig ikke. Du har god tid til det! No stress. Kyllingen kan SAGTENS hvile i en halv time imens, hvis det skal være. Men når du har gjort det et par gange, tager det under 10 minutter.

Velbekomme! Brun sovs! Uhmn.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *