Æggekage med kylling, kartoffel og tomat

IMG_7055.jpg

Jeg har ikke fået æggekage med kylling i 10 år tror jeg! Jeg havde faktisk fuldstændig glemt at den ret fandtes. Men det gør den, det smager godt, det er sundt, det er en god måde at bruge rester på og det tager ingen tid at lave. Perfekt. Min æggekage med kylling er også med kartoffel. Hvis du vil være helt helseagtig, så drop dem og brug noget broccoli eller blomkål eller lign. i stedet.

Det skal du bruge til 1 æggekage: [checklist]

  • Kylling fra i går
  • Kogte kartofler fra i går
  • 5 æg
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Et skvat mælk
  • En håndfuld cherry tomater
  • 2 spsk maizena
  • Spinatblade
  • Purløg

[/checklist]

Sådan laver du æggekage med kylling:

  1. Tænd ovnen på 180.
  2. Pluk kyllingen i så store stykker som du kan komme til. Skær kartoflerne i både. Skær løget i ringe, hak hvidløget. Drøn hele baduljen på en pande med lidt olie ved svag varme. Det skal bare lige lunes. Ikke brunes.
  3. Imens pisker du æggene så luftige og stive som du kan komme til. Giv dem derefter 1 tsk salt, et par omgange med peberkværnen, maizenaen og et skvat mælk. Rør det forsigtigt sammen så luften ikke går af æggene.
  4. Sluk under panden og fordel fyldet så jævnt du kan i panden, eller i et ovnfast fad hvis panden ikke kan gå i ovnen. Det er typisk kun pander med træhåndtag der ikke kan gå i ovnen. Hæld æggemassen ud over fyldet, og sæt panden/fadet midt i ovnen. Efter 5 minutter fordeler du halveret cherrytomater ud over æggekagen. I alt skal den have en halv times tid.
  5. Snit spinatbladene groft og hak purløget. Når din æggekage med kylling er fin og brun er den færdig og skal ud. Fordel spinat og purløg over den, og server med godt rugbrød og et glas øl.

Sådan laver du æggekage med kylling. Find en god opskrift på grydestegt kylling med vindruer svampe her!